Category Archives: Ny portal

Besøgstal på www.sullissivik.gl efter lanceringen

Sullissivik enheden følger løbende med i hvor meget sullissivik.gl anvendes.
 besøgstal

27. januar lanceredes sullissivik.gl til borgerne, hvilket afspejles positivt i statistikken. Statistikken skal ydermere læses med det forbehold, at målingen for februar 2012 kun er udført i perioden 8. til 22. februar.

På 14 dage har der altså været 2.415 unikke besøgende. Fremskrives dette for hele måneden vil der være omtrent 4.830 besøgende, hvilket cirka svarer til 5 gange så mange som i januar, hvor der indtil lanceringen var 980 unikke besøgende.

Sullissivik enheden vurderer at en første midlertidig og realistisk målsætning vil være 6.000 unikke brugere om måneden.

Reklamer

Vellykket lancering d. 27. januar 2012

27. januar 2012 lancerede vi Grønlands nye borgerportal – sullissivik.gl. Lanceringen blev vist live på KNR. Det betød at Sullissivik projektenheden kunne vise sullissivik.gl for projektets interessenter, pressen og Grønlands befolkning på én og samme tid. Sullissivik projektenheden og KNR har desuden indgået en aftale om, at selve lanceringen vil blive genudsendt i løbet af uge 4 med danske undertekster for at nå flest mulige borgere.

Sullissivik.gl lanceringen genudsendes med danske undertekster på KNR TV i følgende dage:

  • onsdag d. 15 februar kl. 22.45,
  • lørdag d. 18 februar. kl. 17.00 og
  • mandag d. 20 februar. kl. 9.30.

KNR direkte udsendelse

Vi har fået ros af både KNR og deltagerne for at køre lanceringen professionelt – og det til trods for at det er første gang KNR har lavet en direkte udsendelse i forbindelse med et projekt. Vi er selvfølgelig stolte af lanceringen her i Sullissivik projektenheden.

Bjarne Søholm Olsen og Hans Christian Sværd gennemgår sullissivik.gl

Gennemgang af sullissivik.gl

I forbindelse med lanceringen lavede 2 af kommunerne – Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia – egne arrangementer for at gøre opmærksom på sullissivik.gl og promovere denne over for borgerne. Her viste servicemedarbejderne sullissivik.gl og der var kaffemik for borgerne. Samtidigt blev Kommune Kujalleq´s nye hjemmeside lanceret.

Aftale med KNR TV er på plads til lancering af sullissivik.gl

Først og fremmest vil vi herfra Sullissivik projektenheden ønske alle rigtig godt nytår. Vi takker for det gamle år og ikke mindst det gode samarbejde vi har haft med alle samarbejdspartnerne.

Året 2012 bliver et ekstra spændende år, hvor vi i fællesskab skal lancere sullissivik.gl d. 27. januar 2012 som borgerportal i Grønland.

KNR

I den forbindelse er der nu indgået en aftale med KNR TV om at sende selve lanceringseventen direkte på TV med efterfølgende temaaften om borgerportalen sullissivik.gl på Tamassa og Qanorooq.

Dagen d. 27. januar 2012 skal markeres som en festdag: Mange mennesker har lagt rigtig mange kræfter i Sullissivik.gl i form af indholdsproduktion og valideringsprocesser, der ikke altid har været en helt nem process. Men nu bærer arbejdet frugt; borgerne i Grønland kan nu betjene sig selv og læse om ens rettigheder som borger i Grønland, uden at være afhænge af servicecentrenes åbningstider.

Sullissivik projektenheden på rundrejse i uge 46

21. oktober 2011 blev den nye sullissivik.gl lanceret til alle servicemedarbejdere i Grønland. Ultimo januar 2012 lanceres selv samme portal til grønlands borgere. Sullissivik projektenheden og Kommunerne har altså 3 måneder til at finpudse og finjustere sullissivik.gl, inden den rulles ud til borgerne.

Sullissivik.gl har til formål at understøtte borgerservicen i de kommunale borgerservicecentre og bygdekontorer og samtidig give borgerne mulighed for at betjene sig selv.

Det siger sig selv at sullissivik.gl kun kan understøtte borgerservicen, hvis portalen fungerer til både servicemedarbejdernes og borgernes tilfredshed. For at sikre dette, vil sullissivik projektenheden tage på rundrejse i uge 46 for at besøge hovedbyerne i de 4 kommuner hvor tovholderne (borgerforvaltningslederne) og ambassadørerne (servicemedarbejderne) samles for at drøfte:

  • erfaringer med portalen
  • ønsker til portalen inden lancering til borgerne
  • tanker om fremtidens borgerservice
  • tanker om ambassadør- og
    tovholderrollen i de enkelte kommuner

Vi håber derfor at vi vil få en masse input fra Tovholderne og Ambassadørerne, så vi kan finpudse sullissivik.gl og gøre den endnu bedre og brugervenligt for borgerne.